Foreningens 50 års jubilæum i Sept. 22 plus diverse orientering
I september 2022 er det 50 år siden at Vejle Mønt Forening for første gang så dagens lys – dog gennem en længere årrække kendt under foreningsnavnet Numis Mønt, Vejle. Af historikken kan nævnes formændene i den forgangne årrække:
1972-1980 Severin Petersen
1980-2000 Hans Nielsen
2000-2010 Aage Stensdal
2010 - til dato Leif Rask Hansen
Foreningens medlemstal har i en del år været svigende, en udvikling som vi desværre ikke står alene med. Interessen for mønter/sedler synes dog ikke at være dalet. Snarere skyldes de skrumpende medlemstal at kunne tilskrives hvad man kunne kalde ”mørketallene”, nemlig den kendsgerning at rigtig mange samlere stort set udelukkende betjener sig af internettets muligheder. At kæmpe imod den udvikling ville dog med sikkerhed blive en forgæves kamp mod vejrmøller!
Det kan tilføjes, at kun ganske få nulevende medlemmer har været med i hele foreningens levetid. Dog kan et par håndfulde bryste sig af at have været med på rejsen næsten hele vejen fra 1972 til nu. Uddrag af beslutnings-protokollen, som uvist af hvilken grund slutter år 2000: Heri nævnes bl.a. at fremmødet ved møntbørserne typisk lå omkring et halvt hundrede medlemmer - hvor vi i 2022 regner det for en succes hvis tallet nærmer sig 40 deltagere. Salget af mønter kunne ligge forbavsende højt dog med markante højdespringere iblandt, fx en gul enkrone fra 1960 til kr. 19.500,- som dog blev overtrumfet af en 5-øre fra 1926, som daværende formand rejste til Nationalbanken i Kbh. og præsenterede (efter nærmest at være blevet grinet ud under en telefonsamtale med Nationalbanken: ”en 5-øre fra 1926 eksisterede ikke, punktum!”). Nationalbanken blev dog ved selvsyn overbevist, og afgav en erklæring om, at man anerkendte mønten, hvorefter den kom på auktionslisten i Vejle i 1979 som unik, og opnåede hammerslag ved kr. 26.000,-. Køber var en udenlandsdansker, og os bekendt har den ikke siden været set på auktion.
Markering af 50 års jubilæet. Jubilæumssprogrammet for sæsonens første mødeaften torsdag den 1. september 2022, er endnu under forberedelse. Vi kan da afsløre at udover salgsmaterialet som fremgår af nærværende liste, påtænker vi at udlodde 3 stk. medaljer/medaljesæt af foreningens beholdning af Milton medaljer med skibsmotiver. Dog skal nævnes, at udlodningen foretages udelukkende blandt de fremmødte. Desuden vil foreningen være vært ved kaffe og ostemadder – naturligvis fulgt op af en lækker jubilæumskage fra Uldum Kro – og selvfølgelig håber vi på et talstærkt fremmøde! Lidt om mødelokaler. Det fremgår blandt andet også af den gamle protokol, at foreningen efterhånden kan opregne hen imod en halv snes forskellige mødeadresser. Vores nuværende lokaler i Teknisk Gymnasium i Worsaaesgade er rigtig udmærkede, men huslejen dræner kassebeholdningen i en grad, så vi alt andet lige, kan øjne en slutdato for foreningens beståen! Indtil videre sker der ingen ændringer, men vi ligger i forhandling med Vejle Kommune om en løsning i stil med den som frimærkeklubben har opnået. Mere herom, når det (forhåbentlig) bliver aktuelt.
Tak fra møntmesteren, som herigennem gerne vil sige tak til alle de medlemmer, der i tidens løb har indleveret materiale, som har bevirket at vi til tider har kunnet præsentere rigtig attraktive auktionslister. Når det nu er sagt, så er situationen den, at vi igen er ved at være i bekneb for velegnet salgsmateriale, hvorfor vi igen må opfordre medlemmerne til snarest muligt at indlevere egnet materiale. De seneste mødeaftener har jo bevist, at ikke mindst de gode ting opnår rigtig pæne hammerslag!